DANEVIRKES SPÆNDENDE HISTORIE

Grundlagt i jernalderen

De ældste dele af Danevirke blev oprettet for ca. 1500 år siden antageligen af danerne. De var vandret ind i anglernes land. Mange af det i området omkring Danevirke bosiddende folk var ligesom jyder og saksere udvandret til England i det 5. århundrede (deraf angel-saksere).

Danerne markerede sydgrænsen af deres rige med et voldanlæg. Det skulle beskytte dem mod indtrængende ”tyske” saksere, der boede syd for floden Ejderen, slaviske abodritter, der boede sydøst for Kiel fjord, og frankere fra det store rige sydpå. Volden fik navnet Danevirke, der betyder danernes værk. Og danerne var åbenbart tilfredse med dette, for de fortsatte med at udvide og forhøje anlægget i de næste århundreder.

Danevirkes port fra omkring år 500 blev først opdaget ved udgravninger for få år siden. Den lå dér, hvor den legendariske Hærvej gennem Jylland passerede voldanlægget. Denne port, der på dansk kaldtes ’Kalegat’, var kendt i hele Europa. I de frankiske Rigsannaler fra starten af 800-tallet blev den kaldt ’Wiglesdor’ og fremhævet som eneste port i hele Danevirke. Her, et stenkast fra Danevirke Museum, lå altså i en periode den eneste officielle landfaste grænseovergang mellem Mellemeuropa og Skandinavien.

Desuden oprettedes fæstningen Thyraborg i nærheden af Danevirkes hovedport. Stedet blev senere opkaldt sådan efter dronning Thyra Danebod, der var gift med kong Gorm den Gamle og mor til Harald Blåtand. Her har der formodentlig ligget en borg af træ. Området er dog ikke udgravet endnu.

Udvidet i vikingetiden (slutningen af 700-tallet til midten af 1000-tallet)

Danevirke beholdt sin betydning som umiddelbar sydgrænse for danernes territorium i godt og vel syv århundreder. I år 811 mødtes gesandter for den frankiske kejser Karl den Store og danernes konge Hemming ved floden Ejderen. Lederen af datidens store europæiske supermagt og kongen af riget nord for Danevirke ville finde ud af, hvor den enes land slutter og den andens starter. De aftalte, at Ejderen, der især i den østlige del ligger et godt stykke syd for Danevirke, skulle være det danske kongeriges sydgrænse. Det var en aftale, som fik stor betydning. Alt i alt blev det ved Karls og Hemmings overenskomst, og Ejderen udgjorde i mere end 1.000 år nordgrænsen for de tyske lande.

Danevirke beholdt sin strategiske betydning og blev fortsat udbygget. En af grundene er sikkert, at voldanlægget samtidig beskyttede den vigtige øst-vest-handelsrute mellem Nordsøen og Østersøen, der forløb over floderne Ejderen og Trenen og fjorden Slien. Den har til alle tider været vital for området og forløb langs med volden.

I 900-tallet blev Danevirke forbundet med den halvkredsvold, der skulle beskytte den vigtige ny handelsplads Hedeby (Haithabu) ved Slien. Denne by, en af Danmarks første, var til den tid den vigtigste handelsplads i Nordeuropa. Her blev Danmarks første kirke bygget og Danmarks første mønt slået. Hedeby var hjemsted for talrige håndværkere. Hertil bragte vikingetidens handelsmænd varer, de hentede fra hele den kendte verden, for at sælge dem i Norden. Og hertil kom også handlende fra fjerne lande for at bytte deres varer mod Nordens guld, det eftertragtede rav. Fund på stedet viser, at de sjældne, kostbare varer kom så langt fra som det fjerne Østen. Så der var noget at værne om.

Forstærket og forladt i middelalderen

Men alle volde og andre forsvarsanlæg til trods har Danevirke i løbet tiden flere gange været udsat for angreb af saksere, frankere, slaver og tyskere. Danske eksilkonger, som ville genvinde magten i Danmark har også løbet volden over ende med fremmede hære ad flere omgange. I 1050 blev Hedeby brændt ned af norske Harald Hårderåde. Det var ikke første gang, at byen ødelagdes, så indbyggerne orkede nok ikke mere, efter at deres huse var lagt i aske. Efter et sidste slavisk overfald i 1066  opgav de stedet og flyttede til det sted, der i dag er byen Slesvig.

Danevirke forblev dog vigtig og genstand for byggeri. Sidste gang det oprindelige anlæg blev udvidet var omkring 1170, hvor kong Valdemar den Store lod den såkaldte Valdemarsmur rejse. Den var bygget af teglsten, var ca. 4 km meter lang, 5-7 meter høj, 2 meter tyk og kronedes af en vægtergang. Til denne tid var mursten en revolutionær teknik, der hidtil kun var blevet brugt til at bygge en håndfuld kirker og klostre i Danmark. Så Danevirke var faktisk det største verdslige bygningsværk bygget af mursten i hele Nordeuropa. Indtil i dag er det Nordens største befæstningsanlæg.

Men også Danevirkes tid randt ud mindre end et århundrede senere i midten af 1200-tallet. Da begyndte herredømmet i hertugdømmet Slesvig (nord for Ejderen) og grevskabet Holsten (syd for Ejderen) at smelte sammen, og Slesvig-Holsten blev mere og mere til en enhed. Derefter gav det ingen mening at opretholde et forsvarsanlæg på dette sted, og det blev opgivet. Med tiden forfaldt mure og volde. Landmænd anlagde deres marker ved volden og lokalbefolkningen benyttede en del af teglstenene fra det prisgivne anlæg til at bygge deres huse. Også til Gottorp Slot i Slesvig brugte man Valdemars den Stores sten.

Håbløse forsøg og nationalt håb i 1800- og 1900-tallet

Militær betydning som forsvar mod syd fik Danevirke først næsten 700 år senere igen. I forbindelse med krigen mellem det tyske kongerige Prøjsen og Danmark 1864 om Slesvig og Holsten blev der bygget danske stillinger ved volden. På 27 steder blev Danevirkes materiale brugt til at opføre monumentale kanonskanser, der skulle kontrollere landskabet. Men det hjalp dog lige meget. Før det overhovedet kom til kamphandlinger på stedet, opgav den danske hær stillingerne ved Danevirke. Overmagten af de fremrykkende prøjsiske tropper og deres østrigske kampfæller var for stor. De danske tropper trak sig tilbage – et tilbagetog, der førte til det tragiske slag ved Dybbøl. Krigen endte med, at Danmark mistede hertugdømmet Slesvig. Derefter lå Danevirke midt in den prøjsiske provins Slesvig-Holsten, der rakte helt op til Kongeåen ved Kolding.

Men selv om Danevirke ikke længere var del af Danmark, fik det nu igen enorm betydning for landet. I forbindelse med den nationale vækkelse i starten af 1800-tallet, og ikke mindst med tabet i krigen 1864, fik Danevirke en enorm idelogisk betydning for danskerne. Det blev symbolet over alle symboler på den storhed, som Danmark havde mistet ved tabet af Slesvig, som man ønskede at genforene med Danmark. Denne betydning fortsatte Danevirke med at have helt op til midten af 1900-tallet.

Danevirke blev sidst brugt som forsvarsanlæg under Anden Verdenskrig, denne gang dog under modsat fortegn. Det tyske militær oprettede en tankspærre på sydsiden af volden. Værnemagten og de nazistiske magthavere frygtede, at de Allierede ville lande i Danmark og trænge ind i Tyskland ad denne vej. Det skete dog aldrig. Tværtimod blev Danmark 1945 befriet af britiske tropper sydfra via Slesvig-Holsten.

Dansk-tysk fælles arv i det 20. og 21. århundrede

Danevirke har været genstand for både tysk og dansk arkæologisk og historisk forskning. Nogle af de vigtigste udgravninger er foretaget af danske arkæologer i det sidste halve århundrede. Og et af de vigtigste fund, Danevirkes port, blev opdaget og frilagt ved en fælles dansk-tysk undersøgelse i 2012 til 2014. Den blev foretaget af danske og tyske arkæologer med støtte fra A. P. Møller-fonden.

Så Danevirke fortæller ikke kun om tidligere tiders nationale storhed og afgrænsning overfor tyskerne. I dag er det også belæg for, at vi i fællesskab tager vare på vores regions fælles danske og tyske historie. Det danske mindretal i Sydslesvig har med Danevirke Museum overtaget opgaven at formidle Danevirkes historie både på danskernes og tyskernes vegne. Dette ville have været utænkeligt i tidligere tider.

Og det var en fælles ansøgning fra arkæologer fra den slesvig-holstenske fredningsmyndighed, delstatens museer og det danske mindretals museum, der førte til, at UNESCO den 30. juni 2018 besluttede, at optage det arkæologiske grænselandskab Hedeby og Danevirke som verdenskulturarv. Dermed anerkender FNs kulturorganisation, at de to steder har en betydning, der rækker langt ud over regionen og de to lande.